Det er ren buddhisme: Kulturkampen om fristadens fremtid er gået op i en højere enhed af fred, harmoni og frigørelse. Christiania kunne ikke slås ihjel. De har slået med knipler, truet med våben og prøvet at stoppe deres egne børns råben. Politiet er kommet med hjelme og hule paragraffer – som det hedder i Christianias gamle slagsang fra 1976. Efter 40 års forgæves kamp har det borgerlige Danmark endelig hejst det hvide flag: Christianitternes tilslutning til aftalen om at oprette en fond, der køber statens ejendomme på det gamle kaserneområde på Christianshavn, er et lykkeligt gennembrud for hele det spraglede Danmark, der ikke er bange for hverken antiautoritære attituder eller kaotiske græsrødder. Konfrontationen er afløst af samarbejde. Christianias nyvundne autonomi er et opløftende tegn på, at selv den borgerlige regering har måttet sande, at det i længden ikke giver mening at kæmpe mod vindmøller – og det danske frisind, som Christiania er et globalt symbol på.
Langt om længe har Christiania fået mulighed for at blive en uafhængig fristad af mere end navn; et fristed, der – som det hedder i aftalen – opretholdes »som et alternativt bolig- og erhvervsområde med et bredt kulturelt og socialt liv«. Frisættelsen skyldes først og fremmest christianitternes egen sunde fornuft. Men gennembruddet er også skabt af to mænd: Advokat Knud Foldschack har i årevis arbejdet med sund diplomatisk sans på at blødgøre myndighederne og at få beboerne til at gribe chancen, da den opstod.
